I Kongelyset ønsker vi et trygt og respektfuldt fællesskab for både børn, forældre og medarbejdere. Sociale medier fylder i mange familiers hverdag, og derfor har vi samlet nogle fælles retningslinjer, som skal understøtte et godt samarbejde.
Samarbejde og dialog
Vi opfordrer til, at undringer om barnets hverdag eller institutionen tages direkte med personalet eller ledelsen. Vi tror på, at det er gennem den åbne og direkte dialog, at vi bedst kan forstå hinanden og finde gode løsninger. Derfor opfordrer vi til, at man taler med hinanden frem for om hinanden.
God tone – også online
Når institutionen omtales på sociale medier, opfordrer vi til en respektfuld og ordentlig tone. Det er vigtigt at være opmærksom på, at opslag hurtigt kan nå bredt ud og kan påvirke både børn, forældre og medarbejdere. Vi ønsker et fællesskab, hvor man bidrager konstruktivt, også når man er uenig.
Hensyn til børnene
Børns trivsel og privatliv er altid det vigtigste. Vi opfordrer derfor til ikke at dele billeder, videoer eller oplysninger om andre børn uden samtykke. Det er også vigtigt at undgå at dele historier om konflikter eller svære situationer, hvor børn kan genkendes.
Hensyn til medarbejdere
Medarbejdere har, ligesom alle andre, ret til et trygt arbejdsmiljø. Vi opfordrer til ikke at omtale medarbejdere personligt på sociale medier. Hvis man som forælder oplever noget bekymrende, opfordrer vi til, at det tages op direkte med ledelsen.
Fælles ansvar
Vi er alle med til at skabe den kultur, der præger institutionen, både i hverdagen og online. Ved at vise hensyn, være nysgerrige frem for dømmende og søge dialog, er vi med til at skabe de bedste rammer for børnene.
Hvis noget fylder
Hvis der er noget, man som forælder er utilfreds med eller bekymret for, er man altid velkommen til at tage kontakt. Vi vil gerne lytte og finde løsninger sammen.